Når vi taler om bedre søvn, handler det ofte om, hvordan vi falder i søvn: ingen skærme før sengetid, undgå koffein og måske en kop urtete for at slappe af. Men hvad med den måde, vi ligger på, når vi sover? For kan din sovestilling faktisk betyde noget for din sundhed?
Forskning tyder faktisk på, at din sovestilling kan påvirke alt fra fordøjelsen til blodomløbet. Og det virker faktisk til, at der er en række særlige fordele ved at sove på venstre side.
Hvorfor er venstre side bedst?
Selvom det kan virke tilfældigt, hvilken side du sover på, spiller kroppens anatomi en stor rolle. Placeringen af dine indre organer er ikke den samme i højre side som den er i venstre – hjerte, mave og tarme ligger forskelligt afhængigt af siden, og det har indflydelse på, hvordan kroppen fungerer, mens du enten hviler eller sover.
Her er nogle af de vigtigste fordele ved at sove på venstre side:
1. Bedre fordøjelse
Din tyktarm bøjer fra højre til venstre, og når du ligger på venstre side, hjælper tyngdekraften faktisk din fordøjelse. Det kan gøre det lettere for kroppen at transportere affaldsstoffer og hjælpe med at holde dine toiletbesøg mere regelmæssige. Hvis du ofte har problemer med oppustethed, forstoppelse eller ubehag i maven, kan du derfor overveje at sove på venstre side.
2. Sundere blodomløb
Når du ligger på venstre side, mindsker du trykket på den store hovedvene, der fragter blod til hjertet. Det betyder, at blodet lettere kan cirkulere i kroppen, hvilket kan være en fordel for dit kredsløb. Særligt for gravide kvinder anbefales det at sove på venstre side for at sikre optimal blodtilførsel til både mor og baby.
3. Mindre sure opstød og refluks
Hvis du ofte har problemer med sure opstød eller halsbrand, kan din sovestilling potentielt gøre en stor forskel. Når du ligger på højre side, kan mavesyren lettere løbe op i spiserøret, hvilket kan forværre symptomerne. På venstre side forbliver mavesyren i mavesækken, hvilket mindsker risikoen for refluks. Læger anbefaler derfor ofte denne sovestilling til personer, der døjer med sure opstød.
4. Lymfesystemet
Lymfesystemet spiller en vigtig rolle i kroppens evne til at udskille affaldsstoffer og bekæmpe inflammation. Da de fleste lymfekar dræner væske mod venstre side af kroppen, kan det at sove på denne side understøtte kroppens naturlige rensningsproces. Det kan potentielt reducere inflammation og styrke immunforsvaret.
5. Mindre snorken og bedre vejrtrækning
Hvis du (eller omvendt!) holder din partner vågen hele natten på grund af din snorken, kan det hjælpe at skifte sovestilling. For når du ligger på ryggen, kan tungen og det bløde væv i halsen nemlig blokere luftvejene, hvilket forværrer snorken. Ved at sove på siden, især venstre side, kan du forbedre din vejrtrækning og reducere snorken.
Men hvad med de andre sovestillinger?
Selvom der potentielt er flere fordele ved at sove på venstre side, er det ikke nødvendigvis den bedste stilling for alle. Her er, hvad du skal vide om nogle af de andre sovestillinger:
- At sove på ryggen: At sove på ryggen kan være godt for personer med ryg- eller ledsmerter, da det giver en jævn fordeling af kropsvægten. Dog kan det forværre snorken og søvnapnø.
- At sove på højre side: Selvom højre side også kan være en god sovestilling, har den en tendens til at øge risikoen for sure opstød og refluks. Hvis du ikke oplever disse problemer, kan det dog stadig være en behagelig måde at sove på.
- At sove på maven: At sove på maven anbefales generelt ikke, da det kan give nakke- og rygsmerter samt besvære vejrtrækningen.
Så hvad bør du gøre?
Selvom forskning tyder på, at der er flere fordele ved at sove på venstre side, er det vigtigste faktisk, at du lytter til din krop. Hvis du har fordøjelsesproblemer, snorker eller ofte døjer med sure opstød, kan det være værd at prøve at skifte sovestilling i et par uger for at se, om du mærker en forskel.
Samtidig er der også nogle generelle anbefalinger, der gælder for alle:
- Babyer bør altid sove på ryggen for at reducere risikoen for vuggedød.
- Gravide anbefales at sove på venstre side for at forbedre blodomløbet.
- At sove på maven, da det kan belaste rygsøjlen og føre til smerter.
Lyt til din krop – og find den sovestilling, der passer bedst til dig
Selvom der potentielt er mange fordele ved at sove på venstre side, er der ikke én sovestilling, der passer til alle. Den bedste søvn er den, hvor du vågner udhvilet og uden ubehag. Men hvis du kæmper med fordøjelsesproblemer, dårligt blodomløb eller snorken, kan det være værd at give venstre side en chance.
Eksperimentér med din sovestilling og se, hvordan din krop reagerer – for når det kommer til søvn, handler det i sidste ende om at finde den løsning, der giver dig mest ro og søvn.